Den gæstfri Zeus Xenios Dias døde aldrig

Rygterne siger, at den store Zeus, den største gud i den oldgræske gudeforsamling, der er født på bjerget Dikteio Andron og vokset op på Idi bjerget, døde og blev begravet på sin fødeø Kreta. På den hellinistiske tid, var digteren fra Alexandria Kallimachos, tro mod Zeus, der tilegnede ham en hymne hvori der efter digterens mening stærkt modkæmpes den uacceptable overlevering:

O Fader, kretenseren har altid været løjnere. Kretenseren , konge har begravet dig i en grav. Du er derimod ikke død, men lever forevigt.

Og det er faktisk rigtigt, kretenseren løj. De har helt sikkert haft deres gode grunde, til at deres store gud skulle dø, en grund ingen andre har forstået. Og dog en gud der identificerer sig med naturen, er en gud der hvert år dør, og hvert forår med den nye vegetation genfødes endnu stærkere. Og således også Zeus. I vikeligheden døde han aldrig. Født og opvokset på Kreta, dør og opstår, lever og regerer han. Og det er indlysende, at Zeus som harmoniserer med naturen, og lever i dens rytme, kan kun respektere, elske og acceptere alle væsner. Således bliver Kretas Zeus den gæstfrie, og de besøgendes beskytter, som giver enhver fremmed, der vil ære hans hellige jord, rundhåndet af sin gæstfrihed.

I kretenserens sjæl dominerer der endnu to elementer: stolthed og ære. Sammen med de moralske værdiers rangfølge, den der er synligt dominerende efter familien, er venskabet. Den kretiske sjæl når ofte til overdrivelser: fra manddom til trangen til frihed, fra modet til styrken, kærligheden til fædrelandet og naturen, til velkomsten og den venlige behandling af den besøgende.

Vi inviterer Dem her i Chania, til at føle disse goder der i vore dage kan være svære at finde. Bland Dem mellem lokal befolkningen, sæt Dem sammen med dem ved samme bord, lyt til historierne og hemmelighederne de vil dele med Dem. Lær deres overdrivelser og karakter at kende. Tag imod den varme kretiske gæstfrihed, selv om det ``kun`` er en raki stående,eller et glas vin med en ``smule`` ged, eller et overdådigt måltid i et fattigt og beskedent hjem. Chanioteren vil omgive Dem med sin kærlighed, dele alt hvad han har med Dem, og han får Dem til at føle sig hjemme. Dette er hverken en form for pral elller skik heller ikke en æressag. Det er simpelthen

en form for levevis og et sjæleudtryk. Hans hjem er hele Kreta, og på den er der ingen grænser. Med glæde og stolthed accepterer han, at ahn er endnu en hædersgæst i sin fars store og generøse palads, Den Gæstfri Zeus, den Kretafødte.