Lokaliteter og modsætninger

Chania og de andre store bebyggede centre i amtet følger nødvendigvis rytmerne i det moderne teknokratis og verdensborgerlige liv. Imidlertid bevarer de den folkelige kretiske tradition med intense bestanddele der sammensætter det kulturelle ansigts-træk. Højtiderne og kirkefesterne, hverdagens små beskæftigelser, den kunstneriske rige fremstilling på traditionsområderne er forbindelsesleddet mellem, den moderne kretenser med fortiden og hans traditioner.

Næsten alle Kretas indbyggere, særlig dem der bor i provinsbyerne og landsbyer-ne der ligger inde i landet, bevarer stadig sæder og skikke. Ude på landet, særlig lidt oppe i bjerglandsbyerne, vil man stadig idag møde mange ældre kretensere der er klædt i deres nationaldragt (støvler, posebukser, sort skjorte og det frynsede hoved
tørklæde). Hvorimod kvinderne ikke klæder sig i nationaldragten, men de ældre fortsætter med, at være klædt i sort og dækker deres hoveder til med et hovedtørklæde.

Her fastholdes stadig, mere end noget andet sted i Grækenland, de tætte familie og slægtsbånd, de traditionelle skikke, musik og sange. Violinen, lyren (trestrenget violin) og lutten er stadig de karakteristiske musik instrumenter. De kretiske danse, hvoraf den lokale chaniotiske syrto ligger i spidsen (den blev først spillet og danset i Lousakies i Kisamos provinsen), bliver sadig danset ved enhver given lejlighed. Man kan ligeledes ved enhver fest høre mantinades (en slags rundsang) og rizitika (en slags bjergsang).

Erhverv der andre steder er gået tabt, gør på Kreta stadig modstand.Man kan stadig se landmanden bruge de sammme dyrkningsmetoder, der blev brugt i forrige århundrede , kvægavleren får sin ost til at stivne, med de samme enkle men effektive redskaber, man vil se kusken med sin hestevogn i Chanias havn, støvlemageren og fortinneren.

De etnografiske museer, såsom i Gavalochori og Lousakion, og flere egnes samlinger er blevet samlet og reddet, og ligeledes et stort antal genstande fra hverdagens landbrug, og byens levned fra en periode der er fortid. De kulturelle forsamlinger og bonde og landsby turismens kooperativer af kvinder, genopstår hver dag i mange kommuner og landsbyer, der har enten med det traditionelle kretiske køkken eller med håndarbejdskunsten , såsom syning og strikning vævning, knipling o.a., at gøre. Pottemagerkunsten og træskærerarbejdet er blomstrende, ligesom knivmagerkunsten hvis centrum ligger i ”Macharadika” i Karaoli Dimitriou gaden i Chanias havn. Den kunstneriske park ”Verekinthos” der ligger i håndværksparken i Souda, har givet et friskt pust til dannelsen af den traditionelle kunst. Den huser 45 enheder i håndværk og kunst.

I chania gives der stadig en kamp for at holde forfædrenes tradition i live, så den kan tilpasses de nye tider, uden at blive slidt op og forsvinde. Vejen er svær og lang, men kretenserens styrke og stædighed lader til at overvinde forhindringerne.